Scan-Hide er nu også officielt en del af Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab, der nu samlet set rummer 14 partnere, der har skrevet under på, at de vil arbejde sammen om at løfte de potentielle synergier, der kan gøre en positiv og mærkbar forskel for aftrykket på omverdenen.
Vi kan ikke komme i mål, hvis vi suboptimerer hver for sig.
Derfor er det altid ekstra positivt, når nye partnere træder til i Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab. Det betyder nemlig, at vores potentiale vokser. Og det samme gør det rige input, vi har behov for for at finde nye veje af gå på en dagsorden, hvor vi ofte gør det samme som i går – bare lidt smartere.
Med Scan-Hide ombord tæller partnerne nu:
Go2Green, SEF A/S, C.C. Jensen, SBS Friction, Vand og Affald, SIMAC, Fynsk Erhverv, Svendborg Bibliotek, Svendborg Event & Turisme, SESG, Naturama, Strandby & Piil og Scan-Hide.
Arbejdsgrupper starter op i efteråret
Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab er et samarbejde mellem byens virksomheder, organisationer og offentlige arbejdspladser om blandt andet at nå Svendborgs mål om CO₂-neutralitet senest i 2050. Fonden SEF afsætter midlerne til et sekretariat, som skal være med til at skabe fremdrift. Amalie Højgaard Hellesen er ansat som sekretariatsleder:
Ambition er at skabe et udviklingsforum, hvor både private og offentlige aktører samles om at løse fælles problemstillinger, opbygge viden, iværksætte tests og forsøg, udvikle anbefalinger og forpligte sig til fælles mål og handlinger, der reducerer virksomhedernes og bysamfundets CO₂-udledning. Sammen arbejder partnerne også for at styrke den lokale natur og biodiversitet.
Arbejdet er drevet af partnerskabets aktører, som også leder arbejdsgrupperne. De første arbejdsgrupper skydes i gang dette efterår, når partnerskabets første initiativer er defineret i det Strategiske Forum, som kan anskues som partnerskabets bestyrelsesorgan.
“Det er vigtigt at understrege, at partnerskabet ikke er endnu et netværk. Selvfølgelig skal vi tale sammen og udnytte synergier, men essensen af partnerskabet er at få identificeret initiativer, som arbejdsgrupper aktivt omsætter til handling. Vores succes afhænger ikke af at finde sammen, men rent faktisk at gøre noget sammen,” siger sekretariatsleder Amalie Højgaard Hellesen.