NYHED

BLOG: Er det en succes at have mange partnere?

Måske. Man kan i hvert fald sige, at antallet af partnere i et partnerskab kan have betydning for, hvilken mulig påvirkning man kan have. Med en tyk streg under kan.

Men for mig er det ikke en succes at få mange til at skrive under på hensigtserklæringen i Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab. Det er blot et delmål på vejen mod noget, der er større end gode intentioner.

For der er, uden at lægge fingre imellem, ikke mangel på aktører, der vil noget. Der er mangel på dem, der vil gøre noget.

Derfor er succesen nødt til at afhænge af, om det vi kan sammen skabe reelle handlinger, der bidrager positivt til en verden i knæ. Og helst de handlinger, vi ikke i forvejen klarer i vores enkelte siloer. Det skal være de handlinger, vi kun kan komme i mål med, fordi vi går sammen om dem. Så begynder vi i virkeligheden at flytte på noget. Det kræver en stor grad af tålmodighed (som jeg ikke altid besidder, men jeg øver mig virkelig).

Jeg vil til hver en tid holde på, at vi når meget længere med tre aktører, der vil gøre noget aktivt i fællesskab – end vi gør med 70+ underskrifter på et stykke papir gemt væk i skrivebordsskuffen. Indtil videre har Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab 15 underskrifter – men de er mere end det. For forud for hvert enkelt underskrift ligger op til flere dialoger, om hvorfor hver enkelt partner er en nødvendig puslespilsbrik i den store helhed. Så vi kan tage fælles skridt mod den transformation af vores samfund, som vores globale kriser kalder på.

Lige nu er fokus for Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab at få gang i handlingerne gennem opstart af arbejdsgrupper, som har indledende møder i april måned. Derefter kan vi igen prøve at få flere til at sætte deres underskrift i håbet om, at de bidrager ind i fællesskabet og gør noget andet, end de plejer.

Men underskriften alene er uden værdi. Den er blot en hensigt.

// Amalie Højgaard Hellesen, sekretariatsleder