NYHED

BLOG: Tak for nu, Sydfyn

Her kunne jeg skrive en meget lang tekst om, hvordan det sidste halvandet år har været som sekretariat for et formålsdrevet partnerskab i det sydfynske.

Men i stedet vil jeg nøjes med at sige: tak.

Siden vi så småt startede op i september 2024, har jeg haft fornøjelsen af at være i berøring med virkelig mange nysgerrige, dygtige og dedikerede mennesker, på tværs af både små og store organisationer.

Det har ikke været nogen nem opgave at indfri så stort et formål, som partnerskabet har sat sig for. Mange gange har vi gentaget for hinanden, at vi må starte i det små. Og det er netop det, jeg oplever, at flere og flere allerede gør.

Undervejs har jeg lænet mig ind i et simpelt, men afgørende mantra: Partnerskabets succes er ikke et udtryk for min indsats – men for vores fælles engagement og forpligtelse.

Jeg tror stadig på, at vi skal flytte fokus væk fra udelukkende at arbejde i de yderste lag af vores påvirkning – hvor samtalen ofte ender i CO2-udledninger og ESG-regnskaber. Det er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt.

Vi skal også turde arbejde med det, der ligger bag: vores indre motivation og de relationer, der gør det muligt at finde et “nok”. At efterlade et aftryk, der i højere grad handler om omsorg og empati end om udledning og forbrug.

Det er et stort skifte i måden, vi er i verden på. Men jeg tror på, at det er den retning, vi allerede bevæger os i.

Og jeg er overbevist om, at Sydfyn med tiden vil rykke sig derhen – til et sted, hvor det skifte ikke bare er muligt, men naturligt.

// Amalie Højgaard Hellesen, sekretariatsleder