NYHED

Seks nye aktører er med i partnerskabet

Siden slutningen af januar er seks nye aktører trådt ind i partnerskabet, der nu i alt tæller 11 partnere. Snart kommer endnu flere med, og det er en glædelig og nødvendig udvikling. Antallet af aktører er nemlig et vigtigt parameter for at komme i mål med både reduktion af CO2-udledninger samt øgningen af vild natur i det sydfynske.

En af de aktører, der har sagt ja til at være en del af Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab er Svendborg Kommune, der unægteligt har en stor rolle i mange af de projekter og initiativer, som kan gøre en positiv forskel både for klima og natur. Det medgiver borgmester Bo Hansen: 
 
”Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling i Svendborg Kommune, kræver det et bredt engagement fra virksomheder, organisationer og borgere. Ingen af os kan løfte opgaven alene. Men hvis vi samarbejder, kan vi finde de løsninger og synergier, der skal til. Derfor bidrager vi gerne med vores erfaringer og viden i et fælles sydfynsk partnerskab,” siger han. 
 
De samlede aktører, der allerede er trådt ind i partnerskabet, er: 
 
Go2Green, SEF A/S, C.C. Jensen, SBS Friction, Vand og Affald, SIMAC, Fynsk Erhverv, Svendborg Bibliotek, Svendborg Event & Turisme og SESG.

De 11 aktører, der indtil nu har underskrevet hensigtserklæringen for Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab.

Der skal handling til

Sydfyns Klima- & Naturpartnerskab er et nyopstartet samarbejde mellem byens virksomheder, organisationer og offentlige arbejdspladser om blandt andet at nå Svendborgs mål om CO₂-neutralitet senest i 2050. Fonden SEF afsætter midlerne til et sekretariat, som skal være med til at skabe fremdrift. Amalie Højgaard Hellesen er ansat som sekretariatsleder: 
 
“Det er virkelig en drømmerolle for mig at få lov til at arbejde med den her dagsorden sammen med de øvrige sydfynske aktører. Det er helt klart, at vi ikke kommer til at flytte den her dagsorden, hvis vi arbejder i siloer. Jeg tror fuldt og fast på, at vi endnu ikke kender vejen til den fremtid, vi skal agere i. Den er vi nødt til at finde frem til i fællesskab,” siger hun. 

Ambition er at skabe et udviklingsforum, hvor både private og offentlige aktører samles om at løse fælles problemstillinger, opbygge viden, iværksætte tests og forsøg, udvikle anbefalinger og forpligte sig til fælles mål og handlinger, der reducerer virksomhedernes og bysamfundets CO₂-udledning. Sammen arbejder partnerne også for at styrke den lokale natur og biodiversitet. 

Arbejdet er drevet af partnerskabets aktører, som også leder arbejdsgrupperne. De første arbejdsgrupper nedsættes efter sommerferien. 
 
“Det er vigtigt at understrege, at partnerskabet ikke er endnu et netværk. Selvfølgelig skal vi tale sammen og udnytte synergier, men essensen af partnerskabet er at få identificeret initiativer, som arbejdsgrupper aktivt omsætter til handling. Vi skal gå fra holdning til handling sammen,” siger Amalie Højgaard Hellesen.